Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få vores Guide til vinterfriluftsliv.





Isklatring – vertikal vandsport?

Udgivet af

Isklatring er en klatreform som kun lader sig gøre når gradestokken bliver blå og det er koldt. Der er rigtig mange muligheder for at klatre is om vinteren i Norge, da de mange klippevægge og små bække om vinteren kan skabe både store og fantastiske isformationer, selv med kun en lille smule piblende vand.

Hvis man selv skal i gang med isklatring, helst vil have sit eget udstyr og lære at klatre på egen hånd, dvs. kunne lave rutevalg og bevidste beslutninger ift. risikovurdering og kvaliteten af isen, så er det en længere rejse – men også givende. Jeg begyndte at klatre is i forbindelse med nogle fjeldskiturer i 2012 sammen med nogle venner, som var erfarne indenfor isklatring og rebteknik. Siden da har jeg stort set klatret is hvert år, nogle gange bare enkelte dage og andre gange flere uger. Derfor kan jeg nu selv klatre is med en makker som den erfarne i parret.

 

Isklatring er aktiviteten at klatre isformationer, også kaldet fossklatring efter det norske ord for vandfald.

Jeg synes det attraktive ved isklatring er spændingen i det at klatre, som består i at udfordre sig selv både fysisk, men også psykisk da elementerne sikkerhed, risiko, frygt og beherskelse skaber et miks som er vanedannende for mig. Jeg klatrer ikke specielt svære ruter eller meget lodrette isformationer, for mig er det nemlig turen der er i fokus, så oplevelsen starter faktisk længe før økserne rammer isen. Efter at jeg er begyndt at isklatre kan jeg pludselig ikke holde op med at kigge efter isformationer når jeg kører i bil i om vinteren. Hvis jeg ser noget is på en fjeldside er jeg næsten nød til at stoppe for lige at se om det kan klatres, om det er tilgængeligt og om det er indenfor mit kompetenceniveau!

Når jeg så har fundet noget is, enten fordi jeg har set det i et område jeg besøger, hørt om det eller læst om det i en fører – en fører er en bog som beskriver isformationer som kan klatres med information om adgangsforhold, sværhedsgrad og længde – så kan planlægningen begynde. For mig er der to typer af klatreture. Først på sæsonen skal jeg til at starte med, helst bare i gang med at klatre igen, banke rusten af og opfriske teknikkerne. Så jeg prøver at finde et område med flere isformationer indenfor kort afstand, så jeg kan prøve flere ruter af på samme dag, gerne med korte og nemme adgangsforhold. Den anden type klatretur for mig er projektet – det er en længere tur hvor både turen ind, klatringen og turen ud skal planlægges og gå op i en højere enhed for at det kan lykkedes. Målet er selvfølgelig at få klatret, men nogle gange er bare turen ind for at finde starten på ruten det sværeste. Under sådan en planlægning skal der også vurderes hvilket udstyr jeg skal medbringe, hvor lang og svær ruten er og dermed hvordan vil jeg sikre mig og min makker? Mad og drikke, skal vi have pandelampe med hvis ruten er lang eller turen ud igen er lang? Alt dette gør det til et eventyr, og med disse projekter er det langt fra hver gang det lykkedes med at klatre det planlagte. Mere end én gang er jeg vendt rundt halvvejs oppe for at klatre eller rappelle samme vej ned da jeg enten ikke kun nå op til toppen pga. sværhedsgrad (nervøsitet :-)) eller tidsperspektivet. Det som holder mig motiveret efter sådanne afbrud er dog at jeg har formået at træffe en beslutning og har lært noget. Netop det at træffe en beslutning er ofte det svære, men det mest berigende på efterkant.

                   

For at kunne isklatre kræves der specialiseret udstyr. Isen er hård og glat, så der skal spidse hårde værktøjer til, både for at stå fast og bevæge sig op. Isøkser i hænderne og stive støvler med crampons/steigeisen/stegjern. Stegjern er det norske ord for crampons som er det engelske udtryk. Det er nogle pigge som spændes på støvlerne som både har pigge under sålen men lige så vigtigt en-to pigge pegende frem foran tæerne, som bruges til at sparke ind i isen når du bevæger dig op. Sammen med økserne flytter man hele tiden ét af de fire kontaktpunkter opad, 2 økser og 2 stegjern. Derudover skal du selvfølgelig have klatresele på, et reb bundet i dig og et anker over dig, hvor din makker kan sikre dig hvis du falder.

Som udgangspunkt vil man altid som begynder starte ud med at klatre på topreb, dvs. at det reb du er sikret i, er bundet i et fast og sikkert anker på toppen af ruten, du er bundet i den ene ende og din makker som sikrer dig i den anden ende. Fordelen ved at klatre på topreb er at man nærmest ikke kan falde, hvis nu man ikke får lavet nogle gode indhug i isen, da rebet er over en. Dette kræver selvfølgelig at man har en makker der sikre stramt og følger godt med. Når man bliver mere rutineret og vil klatre længere vandfald, eller foss på norsk, må man klatre førstemand. Dette betyder at man må sikre sig selv undervejs, mens man bevæger sig opad. Man sikrer sig med isskruer, hvilket er speciallavede skruer som kan skrues ind i isen, hvor man kan sætte ekspresslynger og rebet i. Dette gør at man undervejs er bundet i flere sikringer jo længere man kommer, men man klatrer hele tiden over sin sidste sikring. Dette betyder at hvis man falder vil det ofte ske over en sikring og dermed falder man længere, da man falder til under sidste satte sikring før rebet fanger ens fald. Dette er ubehageligt og også en reel fare og risiko ved denne form for avanceret klatring og bør ikke prøves uden erfaring og kundskab. Med spidse værktøjer i hænderne og på fødderne er sådanne fald problematiske og uønskede – så der er derfor også et mantra når man klatrer førstemand som hedder ”man falder ikke på is”! 🙂 Det betyder også at når man klatrer først uden topreb, så klatrer man meget bevidst med fokus på rutevalg, sikre placeringer og så vidt muligt ikke over evne med en god margen, for at man fysisk og teknisk kan klatre den rute man har planlagt.

 

Naturoplevelsen forbundet med isklatring er ofte meget spektakulær og lokker dig nærmest ud og ind i nogle flotte miljøer hvor vandet har skabt nogle fantastiske formationer. Isen du klatrer på er nogle gange også svært tilgængelig, enten fordi den findes steder du normalt ikke ville komme og der derfor ikke er stier eller adgangsforhold tilrettelagt, eller fordi vinteren med sin sne har gjort det sværere at bevæge sig til fods. Forestil dig fx at kunne gå i et flodleje, i en næsten udtørret elv nu hvor vandstanden er sunket så tilpas meget om vinteren, eller at du kan gå hvor der normalt er en brusende flod. Eller at du nu har fundet et isfald og begiver dig ind mod en klippevæg som om sommeren ikke er specielt interessant, da den er lidt fugtig og dermed glat og ikke er sikker at færdes på, men om vinteren skaber denne fugt nogle spændende isformationer. Så isen er ikke altid hvor du forestiller dig det, det er ikke kun sommerens vandfald som skal klatres på om vinteren, tværtimod da disse faktisk ofte fryser sent netop pga. faldet i vandet og den kraft der er skabt, og dernæst gør den risikabel da der ofte kan være rindende vand under isen, og nogle gange meget kraftigt rindende vand 🙂

Alle disse ting gør isklatringen til en ny og spændende verden hvis du ikke har været der før. Der er muligheder for både teknisk svær klatring, høje lange ruter, men også nærmest is-bouldering hvor du uden at bevæge dig højt og langt kan lege og stifte bekendtskab med både udstyr og teknik. Og hvis du mest synes det er spændende at komme ud om vinteren og være aktiv så behøver selve klatringen ikke at være målet, men turen i sig selv belønningen.

About Kristian Torp

Turleder, stifter og medindehaver
Kristian er en erfaren turleder og dygtig underviser med et fantastisk øje for gæstens kompetenceudvikling. I Nordisk Friluftskompani står Kristian bl.a. for produktudvikling, organisering af ture, salg og markedsføring. Du kommer især til at se ham på fjeldski, i packraft, på cykel og i vandresko.

Kommenter med Facebook