Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev





33312890_1776558232403155_7522226960827678720_o

Jostedalsbreen – på tur med arbejdet!

Udgivet af

Mellem vinter og sommer findes en unik sæson for både vandring og skiløb i Norge. Dagene er lange, solen står højt og med sne på højfjeldet er det nogle unikke kontraster. Hvis man ikke har prøvet at bo i et område med kold vinter og masser af sne, kan det måske være svært at forestille sig hvor længe der kan være hvidt på fjeldet, men samtidig hvor godt vejr det kan være og hvordan de to ting kan forenes med forårsskiløb – det er alt sammen netop hvad en krydsning af Jostedalsbreen kan byde på.

Jostedalsbreen er Europas største fastlandsgletsjer og befinder sig i 1600-2000 moh, mens dalene omkring starter ved havniveau med dybe fjorde og høje stejle fjeldsider, det er en dramatisk scene. Krydsningen er en norsk forårsklassiker og lidt af en prøvelse. Den klassiske rute er lige over 60 km lang med mere end 4.000 meters op- og nedstigning. Denne tur har længe stået på min private ønskeliste at gennemføre, og har samtidig været en idé til en tur vi gerne vil udbyde hos Nordisk Friluftskompani. Den indeholder alt hvad vi mener et rigtig eventyr bør have, hvor du med lidt hårdt arbejde hele tiden vil få belønning i form af storslåede udsigter og en god følelse i kroppen af at have gjort det hele på egen hånd og ved egen kraft.

Samtidig med at turen var en form for ferie med nogle venner er det svært ikke at tænke arbejde på samme tid, det er nok forbandelsen eller fortryllelsen ved at være selvstændig og at ens job også er ens fritid. Som medejer og stifter af Nordisk Friluftskompani er det mit mål og ønske at leve af min passion for friluftsliv og formidling, og jeg tænker arbejde 24/7 når jeg idéudvikler og drømmer om ture og projekter. Så på denne tur over Jostedalsbreen var det på samme måde, undervejs mellem alt det hårde slid og de smukke udsigter gik jeg hele tiden med overvejelser om hvordan turen skulle gennemføres til næste år som en arrangeret og kommerciel tur, for det er ikke bare tilfældigt når vi gennemfører sådanne ture. Det er vigtigt at ruten er interessant, med en tilpas mængde udfordringer og unikke oplevelser undervejs, uden det bliver for hårdt og meningsløst og uden det virker tilfældigt eller som noget du selv kunne have gjort. Pointen ved at tage på en arrangeret tur er jo at få mere af det søde og mindre af det sure, det vil sige de små unikke og lokale steder og historier samt færre bekymringer om logistik og sikkerhed.

Inden afgang havde jeg søgt online på andre ture over breen, både private og kommercielle for at se hvordan og hvornår andre gjorde det. Netop fordi det er en bre, er der visse overvejelser om færdsel op og ned fra breen ift. brefald og sprækker. Disse kan være fyldte og dækket af sne hvis turen ligger tidligt på sæsonen, men vejret tidligt på sæsonen er også koldere og mere barskt. Jo senere turen ligger på året jo bedre vejr, men jo mere udsat er man for bresprækker og der bør bæres mere sikkerhedsudstyr. Turen lægges derfor ofte i maj da der er en tilpas mængde sne så turen kan gøres på ski, det er faktisk en fordel, da du bedre kan udnytte nedkørsler og skiene fordeler vægten bedre så du ikke synker dybt i tøsneen med våde fødder som resultat. Breen kan også krydses om sommeren, men bør dermed ofte gøres i fuldt breudstyr som store støvler, steigeisen og økser da sneen er væk og kun den faste is står tilbage. På sommertid er det ofte kun kortere ture omkring brefaldene der bliver gennemført, disse er dog også meget spændende, men vi har gemt disse oplevelser til vores brekursus i Jotunheimen 🙂

Dag 1 er en lang dag da man skal op gennem en dal til fods, med alt udstyr til 4 dage plus skiudstyr, da sneen ikke ligger helt nederst i dalen længere. Derudover skal der forceres omkring 700 højdemeter før skiene kan tages på og yderligere 700 højdemeter før plateauet skråner ud og bliver mere fladt og egnet til lejr. Det betyder tidlig afgang og sent i seng. Men dagen er af en anden verden når man, hvis man er heldig, kan gå i shorts i bunden af den frodige dal langs med smeltevandselven og dens smaragdgrønne

vand. Lige så stille blotter breen sig jo længere ind i dalen vi kommer, og nederst er sneen væk og den blå is kan tydeligt ses sammen med sprækkerne og breens arm som er blevet presset ud gennem dalen og ned af fjeldsiderne for til sidst at gå i stykker og smelte væk. På vej ind gennem dalen går vi skiftevis på sten, sne og moræne, som er jord og klippe som breen har skubbet frem foran sig og som ligger tilbage fra da breen har trukket sig tilbage pga. varmere tider. Pludselig giver det mening hvordan istiden har formet landskabet når man ser de kræfter isen har.

Netop fordi dag 1 var så hård og lang valgte vi at dag 2 var en overligger dag med samme lejrsted og kun to små ture på ski til udsigtspunkter. Det betyder også at lejrplaceringen har større betydning, da den gerne både skal ligge beskyttet i tilfælde af dårligt vejr, men også et flot sted hvor der er noget spændende at se på, mens man bare slapper af og kan gå lidt rundt. I den praktiske ende er det også nødvendigt at tænke på toiletforhold, det vil sige hvordan man med en gruppe på en god måde kan organisere toiletbesøg så det er hygiejnisk og uden at efterlade trælse spor til de næste. Vi valgte at gå lidt længere end de andre grupper vi mødte for at ligge os ved kanten af et klippefremspring, så vi fik både udsigt og sten at gå på og til at lave toilet ud fra.

Dag 3 var vores kongeetape på 35 km og mere end 1.000 højdemeter. Det var både op og ned så breen kan på ingen måde siges at være flad 🙂 På nogle passager var det hvidt så langt øjet kunne se og det var svært at se om det faktisk gik op, ned eller var fladt da der ingen konturer var at se pga. solen, den blå himmel og det hvide tæppe. Midt på breen havde vi en følelse af at kunne have været på indlandsisen. Andre steder snævrede breen sig ind og nogle steder gik vi også langs kanten på breen, det var helt specielt da vi så kunne se ned i de grønne dale med de stejle sorte klippesider. En enkelt gang kunne vi se helt ud til fjordene, så kontrasterne er store! På grund af de kolde nætter under frysepunktet og de varme dage med sol og to cifrede plusgrader var sneen hård om formiddagen og meget blød om eftermiddagen. Det var til gengæld godt da det var nemmere at grave lejr i den bløde sne og om morgenen kunne vi nemt gå rundt i lejren uden at synke i gennem.

Dag 4 var sidste dag på breen og vi skulle kun bevæge os nedad. Dette var også dagen med det mest udfordrende vejr, da det over natten var blæst op og vi måtte blive i teltet om morgenen, både da vi smeltede sne, spiste morgenmad og pakkede tasker. Lidt af et puslespil for 4 personer – men det gik nemt da vi alle er vante til at være på tur. Efter et par timer på ski lagde vinden sig og det eneste som blev var skyerne. Efterhånden som vi kørte ned nærmede vi os også Supphellebreen som var den brearm vi skulle ned og ud af. Da vi nærmede os punktet hvor vi skulle af brearmen for at gå på klipper og sti langs med brefaldet ned, begyndte der også at dukke små sprækker op. Det var på intet tidspunkt farligt, da sprækkerne max var 20 cm brede, det kildede dog alligevel lidt i maven når vi kørte over dem J Vi holdt frokostpause i Flatbrehytte, som er en lille privat ubetjent hytte langt oppe på fjeldet, inden vi tog skiene på taskerne og begyndte vandringen ned. Det var en ret hård tur ned til fods, med små 15-20 kg i rygsækken og en stejl sti, så lårene var godt møre da vi nåede parkeringspladsen.

 

Netop en sidste dag som denne er specielt hård. Den sidste dag på tur har ofte tendens til at blive dagen hvor man igen begynder at tænke på hverdagen og måske længes lidt hjem og næsten ser turen som afsluttet. Det kan dog have lidt negative effekter da man måske ikke længere er så koncentreret, men også kan begynde at glemme eller fravælge at følge sine gode turvaner som fx pauser og at få spist og drukket nok. Med en så hård tur ned som denne, er det vigtigt at holde fast i nuet og det arbejde der venter en, ellers kan det hurtigt gå galt med tung rygsæk og en lille sti med et fald eller en ødelagt ankel. For at modarbejde disse symptomer ville jeg som turleder holde fast i turen og vores vaner, samt gøre denne del af turen lige så interessant og vigtigt som resten. At gå fra sne og jævne overflader, ned over bræsprækker til klippe, græs og træer og bevæge sig i den frodige dal er lidt af en forvandling. Da vi nåede parkeringspladsen fejrede vi det også med at ligge på vores underlag i solen og spise chokolade og chips og drikke sodavand. Pludselig føltes det som om der var gået flere dage, vi oplevede pludselig hvordan det føltes som længe siden vi havde været på breen, da der var så mange indtryk på så kort tid, og at vi hele dagen havde måtte arbejde hårdt og koncentrere os på vej ned, først på ski ned af svære passager og så til fods med tung rygsæk og ømme lår.

Denne type tur har også en logistisk udfordring, da en krydsning eller en A til B tur, hvor man ikke ender samme sted som start kræver lidt planlægning for at komme tilbage til start igen. Vi havde to biler i mellem os, så den ene havde vi før afrejse placeret her på parkeringspladsen ved Flatbrehytta. Vi havde allerede besluttet at vi skulle på campingplads og overnatte de næste dage, både for at forkæle os selv med lidt faciliteter som toilet og bad, men også for at kunne se området mere an. På vej tilbage til campingpladsen skulle vi dog lige en tur forbi byen Sogn og finde en pizza til rigtig at fejre en vellykket krydsning.

Når jeg selv skal planlægge en kommerciel tur og lave et koncept, er det vigtigt at hele turen får en stemning og at det er tydeligt hvad målet er. Derudover skal det praktiske være på plads, så det skal være muligt at nærme sig start med offentlig transport, overnatningsstedet skal passe til turen og ligge et naturskønt sted. Det betyder fx at vi ikke skal sove på et hotel som tager i mod busturister når vi selv skal sove i telt i en uge, men der skal stadig være gode faciliteter til både at kunne forberede os inden turen med pakning og madlavning, men også gode faciliteter som kan give lidt luksus når vi kommer tilbage fra turen, igen er kontrasterne ofte fede da de tydeliggør og sætter ting på spidsen og gør det muligt at nyde de små ting lidt ekstra. For eksempel vil det være overnatning på en campingplads ifm. Jostedalskrydsningen i 2019. Campingpladsen er lille og hyggelig og ligger lige ned til en lille elv med udsigt til store stejle klippesider. Der er ny renoverede faciliteter, et stort fællesrum og i gåafstand ligger der en lille købmandsbutik og en restaurant til afslutningsaftenen. Campingpladsen fandt vi kun ved at køre rundt i området, da både campingpladsernes facebook- og hjemmeside ikke er specielt indbydende og ikke formidler stemningen godt nok. Det beviser også at man er nød til at rekognoscere for at lave sådanne ture, da det kun er ved at prøve ting af og besøge områderne at man kan finde de små ting som gør forskellen fra en tur man selv har planlagt til en tur man køber.

Jostedalsbreen på langs – en krydsning af Nordeuropas største gletsjer på ski

About Kristian Torp

Turleder, stifter og medindehaver
Kristian er en erfaren turleder og dygtig underviser med et fantastisk øje for gæstens kompetenceudvikling. I Nordisk Friluftskompani står Kristian bl.a. for produktudvikling, organisering af ture, salg og markedsføring. Du kommer især til at se ham på fjeldski, i packraft, på cykel og i vandresko.

Kommenter med Facebook