Få vores Guide til vinterfriluftsliv
Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev.
Tilmeld mig!

Packrafting – no translation found!

Udgivet af

Hvad er packrafting og hvem er det for?

Jeg har de seneste somre brugt rigtig meget tid i en lille gummibåd. Jeg tager den i rygsækken og vandrer ud på fjeldet eller ned i skoven for at finde en ny elv jeg kan prøve at padle i. Jeg er blevet vild med at padle i moderat strømmende vand, også kaldet whitewater på engelsk og foss på norsk. Jeg synes det er skide skægt at padle gennem små stryg og vandfald, samtidig med at jeg skal styre udenom de værste sten og lavvandede områder – det er lidt som at sidde i en rutsjebane, bortset fra at du selv styrer!

Packrafting er en relativ ny aktivitetsform, i hvert fald sammenlignet med aktiviteter som vandring og cykling. Vandring har mennesket altid gjort, dog ikke altid med et rekreativt formål, og cyklen blev opfundet i starten af 1800-tallet og har siden været brugt både som transportmiddel, men også rekreativt og i sport fra begyndelsen.

Jeg har ikke fundet nogen præcis beskrivelse af hvornår eller hvem der opfandt packraften, men selve bådtypen og brugen af transportformen stammer fra Alaska fra en gang i 1980’erne. Båden blev brugt på lange friluftsture og ekspeditioner i Alaskas vildmark, hvor der ofte var brug for en metode til at krydse større elve eller søer, som var fyldt af iskoldt gletschervand og derfor ikke var til at vade over eller svømme i. Men båden kan mere end bare at krydse vand. Den blev og bliver især i dag også brugt til deciderede ture langs med, på og ned af større floder og søer i hele verden, langt fra civilisationen – da det unikke ved båden er dens størrelse og vægt, som gør at man kan pakke den i rygsækken og tage den med til vande der kun er fremkommeligt til fods..

Roman Dial fra Anchorage i Alaska er en af de mest kendte og aktive packraftere, og har været med fra begyndelsen. Sammen med Luc Mehl som også er fra Alaska har de været på mange eventyr og gennemført det ikoniske Willderness Classic adventurerace flere gange ved hjælp af blandt andet packrafts.

Jeg er selv blevet bidt af at padle foss i mindre elve, og gerne nogen som ligger svært tilgængeligt. Fordi packraften kan pakkes sammen og bæres i rygsækken giver det nogle helt andre muligheder for eventyr. Til sammenligning findes der jo foss- eller whitewaterkajakker som er skabt til at padle strømmende vand. De er lavet i hård plast, så kan tåle rigtig mange stød og knubs, og er mere præcise at styre og som sagt skabt til dette miljø. Dog er de selvsamme kajakker mere ustabile for begynderen, teknisk sværere at mestre i mere brusende og strømmende vand og så er de væsentligt tungere. Til forskel så vejer en packraft ca 3-4 kg, og en fosskajak 12-16 kg. Så det specielle ved packraften er dens muligheder for at padle noget sværere tilgængeligt vand, og/eller lave nogle helt nye turkombinationer hvor man både padler og vandrer.

I dag vil jeg tage udgangspunkt i fosspadlingen, hvad man skal være opmærksom på hvis man vil prøve kræfter med packraften i strømmende vand og hvordan man kan starte med at gribe det an. Først er det vigtigt at pointere at padling i strømmende vand ikke er ufarligt. Jeg har selv meget stor respekt for netop dette miljø, da det er enorme kræfter der kan være på spil. Modsat fx klatring som også kan indebære en vis mængde risiko, så synes jeg at det skumle ved vandet kan være, at du ikke kan se alt hvad der foregår. Der kan være specielle strømforhold under vandet du ikke kan se eller regne ud, og der kan gemme sig sten, huller og andet under vandoverfladen. På samme måde synes jeg, at noget af det fascinerende ved fosspadling er at samme elv og strækning kan være vidt forskellig fra gang til gang pga. forskellige vandmængder, så på den måde bliver det samme stykke aldrig kedeligt, og er vedvarende en udfordring da du skal være omstillingsparat og opmærksom hver eneste gang. Dette er så omvendt også noget at være opmærksom på, da sværhedsgraden kan være en anden end ved sidste besøg.

Lad dig dog ikke skræmme af ovenstående, men hav respekt for miljøet og tænk dig om. Sæt dig ind i faremomenter og sikkerhedsprocedurer, vær altid flere på vandet, så I kan hjælpe hinanden og slå alarm hvis noget skulle ske, og få instruktion og hjælp af erfarne eller tag på et kursus for at lære basisfærdighederne i trygge rammer. Jeg har selv padlet havkajak i mange år, så balancen, padlingen og kontrollen af båden var ikke nyt. Men forståelsen for at ro i strømmende vand og det at læse vandet var nyt, så jeg har taget et kursus i fosskajak for at lære noget mere teknik – og det var rigtig godt givet ud, både sikkerhedsmæssigt, men har også givet mig en masse nye teknikker at øve mig på og har gjort min generelle padling sjovere og bedre. Den store fordel som begynder i strømmende vand er at packraften er meget mere stabil, dvs. der er meget mindre risiko for at vælte og ryge i vandet, og du kan derfor hurtigere avancere til at padle lidt vildere strømmende vand, og det er for mig det sjoveste. Ulempen er i denne sammenhæng at du hurtigt kan avancere til vildere vand, hvor du i fosskajakkerne skal have padlet en del før du kan padle samme sværhedsgrad. Men du vil derfor også oftest være dygtigere til både at styre båden og vurdere linjerne gennem vandet, samt have større erfaring med redninger og kæntringer.

Når du først er kommet i gang og gerne vil finde et sted at padle, så har du to muligheder. Du kan padle noget andre har padlet før, og på den måde få information om elvens forløb, hvad du skal opmærksom på, praktiske informationer som start og slut, ankomst og hvornår på året det er bedst. Det er nemlig ikke alt slags vand som er sjovt at padle på, og her spiller årstiden en stor rolle. Igen er det charmen og til tider også det frustrerende ved at bevæge sig i et element styret af naturen. I Norge er padlesæsonen bedst fra en gang i maj afhængig af vinterens afslutning til en gang i juli når snesmeltningen fra de høje fjelde er overstået. Nogle elve har dog en lang sæson da de har et større afvandingsområde.

I Norge er fosskajak meget udbredt, og der findes derfor deciderede førere (guidebøger) over forskellige elve, hvor nogle har beskrevet alt det praktiske omkring den enkelte elv, inklusiv sværhedsgrad og al den praktiske info du kan forestille dig. Til at starte med vil jeg anbefale dig som nybegynder at holde dig til at padle på strækninger hvor du har en fører at forholde dig til. Det vil gøre forløbet kendt for dig, og du risikerer ikke at blive overrasket over vandfald, lavvandede områder eller andre forhindringer. Ligesom du med en sværhedsgrad på forhånd kan sikre dig, at det er noget du kan padle med et vist overskud. Der findes mange førere som kan købes på nettet eller i boghandler og friluftsbutikker. En god en at starte med og også for at lære at læse den type fører, er Tore Nossums guider på nettet til fri download her.

Når du så er blevet mere erfaren og tryg ved at padle strømmende vand, så synes jeg guleroden er at kunne tage på eventyr og udforske elve og andet vand som ikke er kortlagt af førere. Jeg bliver nysgerrig og kigger ofte på kort for at se om jeg kan ”opfinde” en ny rute ved hjælp af vandrestier og elve eller søer. Der er noget spændende ved at planlægge en tur og ikke helt vide om det faktisk kan lade sig gøre som man har planlagt det. Det må være den samme type nysgerrighed der drev eventyrerne i 1800 og 1900 tallet da der stadig fandtes store naturområder som ikke var udforsket!

Når du begynder at planlægge en sådan tur, så findes der nogle gode værktøjer til at kunne nærme sig idéen om en mulig gennemførelse. For at bruge packraften må der være en elv eller sø, det kan du se på et helt standard topografisk kort. Det kræver dog også, at der er vand nok, og det er en stor fordel at vide om der findes nogen forhindringer i fx elven. Standard vandrerkort i Norge er i målestokken 1:50.000 og jeg bruger ofte oversigtskort i 1:100.000 til planlægning. Som tommelfingerregel skal de blå linjer på kortet være mere end én streg for at kunne padles. Normalt er forskellige bredder på en elv tegnet ind. En enkelt streg hentyder til en bredde under 3 meter, hvorimod to streger med blåt imellem er mere ned 3 meters bredde. Det er dog vigtigt at være opmærksom på det intet siger noget om vandmængden, vanddybden eller om den er fyldt med store sten. Det næste værktøj er vejrudsigten, og gerne med mulighed for at se en uge eller en måned tilbage, for at få information om regnmængde og temperaturer, ift. om elven er fodret af sne eller gletsjere eller om det er afvandingen af et større snefrit område. Jo længere vi kommer ud på sommeren og efteråret, desto mere vil snesmeltningen have aftaget og det vil være regnmængden som afgør hvor vidt en elv kan padles og hvilken sværhedsgrad den måtte have.

Det værktøj jeg bruger mest tid på, når jeg forsøger at finde nye vandveje er google maps og hjemmesiden Norge i bilder. Begge har en funktion hvor det er muligt at se satellitbilleder, og faktisk også i så god en opløsning at man kan fornemme hvor teknisk en elv kan forventes at være med strømfald og stryg. Det jeg ser efter er mængden af hvidt på elvens ellers grønne og blålige overflade på billederne. Hvis der er hvidt betyder det brusende og skummende vand, dvs. der er strøm i elven, samt forhindringer som sten eller indsnævringer som får vandet til at rejse sig eller falde og derved skumme og bruse med luft. Her er jeg meget opmærksom på mængden og længden af det hvide, for ud fra tidligere erfaring at gætte hvor voldsomt det er. Det er dog vigtigt at sige, at det er meget upræcist, og kun er med til at give mig en idé om bestemte steder jeg skal være opmærksom, eller hvor vidt noget overhovedet er muligt hvis det er hvidt over det hele i en snæver rende eller et sving.

Til sidst, når jeg først er draget på tur, har gjort packraften klar og taget mit sikkerhedsudstyr på, klar til at gå i elven, så har jeg nogle gange målt forskellige afstande til de områder jeg fandt på satellitbillederne. Det kan fx være fra start eller den nærmeste tydelige terrængenstand som fx en bro. Det giver mig nemlig en indikation af hvor tæt jeg er på noget jeg har bemærket på billederne og skal være opmærksom på. Når jeg nærmer mig vil jeg så forsøge at finde et sted langs bredden hvor jeg kan gå i land, for så derefter at gå langs bredden, finde mit punkt og så rekognoscere stykket fra land, for at se hvordan det reelt ser ud, om det er noget jeg mener jeg sikkert kan padle eller bør gå udenom, og hvordan jeg i tilfælde af problemer kan redde mig i land.

Men hvordan jeg gør på tur, hvordan du praktisk kan tage nogle simple, men gode sikkerhedsforanstaltninger og hvad der kan være smart at have med, vil jeg skrive om i et nyt blogindlæg. Hvis du er blevet nysgerrig kan du også tage med på Packraftkursus ved Rondane Nationalpark til sommer 🙂

Til mere inspiration så tag et kig på Alpackarafts blog. Alpacka er fra USA og de første som serieproducerede packrafts. Packrafting-Store er også en god og varieret europæisk netbutik med et stort udbud af packrafts og udstyr.

About Kristian Torp

Turleder, stifter og medindehaver
Kristian er en erfaren turleder og dygtig underviser med et fantastisk øje for gæstens kompetenceudvikling. I Nordisk Friluftskompani står Kristian bl.a. for produktudvikling, organisering af ture, salg og markedsføring. Du kommer især til at se ham på fjeldski, i packraft, på cykel og i vandresko.

Kommenter med Facebook