Følg os på Instagram

Something is wrong.
Instagram token error.
Load More

Følg os på Facebook

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: (#4) Application request limit reached
Type: OAuthException
Code: 4
Please refer to our Error Message Reference.
Få vores Guide til vinterfriluftsliv
Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev.
Tilmeld mig!

Blog - Pakkeliste 1 ud af 3-1

Pakkeliste til vintertur

Udgivet af

Det at have det rigtige udstyr med i tasken kan være essentielt for at få en god tur. Det betyder dog ikke at du bare skal gå ud og investere på livet løs og fylde tasken til bristepunktet. Det er efter vores mening bedst at nøjes med at medbringe det rigtige og mest nødvendige udstyr, på den måde får du både en lettere rygsæk og færre valg.

Undervejs på vores ture vil vi altid gennemgå forskelligt udstyr og hvad turlederne har med sig. Dette er for at give dig inspiration og vise små tips og tricks. Derudover er det også for at vise, at der ikke kun findes én løsning på udfordringen med at pakke og vælge udstyr. Alle friluftsfolk har deres egne behov, måder og præferencer, og vælger deres udstyr derefter. Jo mere du er på tur, jo nemmere bliver det ofte at pakke!

 

Nogle tanker du kan gøre dig mens du pakker:

Brug udstyr som du allerede ejer! Der er flere gode grunde til at bruge udstyr du allerede har. For det første er der den økonomiske, du sparer penge. Derudover så kender du udstyret og har en sikkerhed i brugen af lige præcis dit udstyr og ved hvad det er i stand til og hvad det kan holde til.

Kvalitet frem for kvantitet! Vi er af den overbevisning, at det at have udstyr i store mængder ikke nødvendigvis er vejen til et mere spændende friluftsliv. Når det så er sagt er der store fordele ved at erhverve sig udstyr i en god og høj kvalitet, og så lære at passe på det og bruge det korrekt for at have en livstidsinvestering. Brug dine penge på det vigtigste udstyr, og pas på, du kan nemt komme til at lide af ”grej-feber” 🙂

Lej dit udstyr! Står du og mangler noget specialudstyr inden en tur, og er du i tvivl om du skal gå ud og investere i udstyr som du ikke ved om du kommer til at bruge igen? Så prøv at starte med at leje det. Så får du erfaring med både udstyr og aktivitet, og kan derefter bedre vurdere hvad dit behov er.

Vi har her forsøgt at give dig en vejledende pakkeliste til en vintertur. Der er udstyr på listen til både overnatningsture i hytte og telt, og lidt ekstra udstyr som ikke er nødvendigt, men som kan være en idé alt efter hvor og hvor lang tid du skal være ude. God Pakkelyst

 

 

Basis

Rygsæk – Afhængigt af hvor meget dit andet udstyr fylder kan størrelsen på din rygsæk svinge lidt. Men et godt bud vil være, at du skal bruge en 50 liters rygsæk til overnatningsture i hytte. Skal du overnatte i telt vil jeg tro at du skal op i 80L. Jeg bruger ofte pulk på teltturene, da jeg synes det er mere behageligt at trække den ekstra vægt frem for at have den i rygsækken.

Til overnatningsture i telt er der især ekstra fylde og vægt pga. en varmere sovepose, et varmere underlag, en brænder til vand- og madlavning og selvfølgelig teltet.

Sovepose – Selvom du skal på hyttetur vil jeg anbefale dig at medbringe en 3-sæsons sovepose. Godt nok bør der være dyner på DNT-hytterne, men måske er sengene optaget og så får du kun en madras på gulvet. Når brændeovnen går ud i løbet af natten, er det ikke usædvanligt at vågne til temperaturer omkring 5 grader.

Skal du sove i telt vil jeg gå efter en sovepose som har en komforttemperatur til dit køn på minimum -10 grader. Derudover kan du forstærke posens varmeevne med en lagenpose af fx fleece, bruge en tyndere sovepose til at ligge uden på den varme og til sidst sove i dit lange undertøj, samt hue og handsker.

Liggeunderlag – Jeg vil anbefale altid at medbringe nogle skumunderlag i gruppen. De er gode at bruge i frokostpausen i sneen, men også i nød, i tilfælde af fx en skade og ventetid på redningspersonel. Ligeledes kan det være smart at have et godt oppustelige underlag til hytterne i tilfælde af at der ikke er senge til alle.

Både oppustelige og skumliggeunderlag er fine til vinterbrug, hvis du skal sove i telt. Dog bør skum liggeunderlaget være mindst 14mm og det oppustelige skal have en R-værdi på omkring de 4. En kombination af begge typer er min personlige favorit for en god nats søvn.

Telt – Du skal overveje om du bør bruge et decideret vintertelt til overnatningsture om vinteren. Skal du på højfjeldet over trægrænsen hvor vinden rigtig kan få fat, så bør du kun bruge et stærkt telt som er egnet til forholdene. Der fås både 4 og 5 sæsonstelte, men det vigtigste er at materialerne er stærke, og især stængerne ikke er for tynde, så de ikke giver efter for vægten af sneen. Derudover kan der findes detaljer som snemåtter og snefang i ventilationskanalerne, men jeg vil kun anbefale dig at købe et decideret vintertelt, eller 5-sæsons telt, hvis du tager på regelmæssige vinterture. Et sådant vintertelt er nemlig ikke rigtig godt resten af året, både fordi det er tungt, men også fordi det skaber mere kondens pga. færre udluftningsmuligheder. Et godt 3 sæsons telt kan også bruges, blot du er opmærksom på at vælge en mere beskyttet lejrplads.

 

Beklædning

En god regel for påklædning om vinteren er lag-på-lag metoden. Flere mindre lag giver fleksibilitet til at regulere din temperatur, så du undgår både at svede og fryse.

Inderlag – Langt undertøj er en klassiker og bør helst være af uld eller syntetisk materiale.

Mellemlag – Mellemlaget skal ses som et lidt varmere lag end det inderste. Her er tyndt tøj til overkroppen en god idé. Materialer som uld, fleece eller fiber er at fortrække.

Yderlag – Det sidste og yderste lag skal fungere som beskyttelse for de 2 andre. Derfor er det vigtigt at dette lag både er vind og vandtæt. På den måde sikrer man at de 2 inderste lag stadig får fuld funktionalitet. Et par gode skalbukser og en skaljakke eller lign. som fx regntøj er gode forslag. Om vinteren er der også mange som bruger bomuldsblandinger som fx Fjällrävens G1000 materiale. Grunden til at dette kan være fornuftigt om vinteren, er at materialet ånder bedre, og da der er forholdsvis tørt om vinteren, det vil sige ingen regn, så kan man ofte klare sig uden et 100% vandtæt lag.

Pausetøj – Varm trøje eller dunjakke. Skal du være ude hele ugen, kan især morgen og aften kan være kold, derfor er det en god idé at medbringe en stor jakke du kan trække over dig, også i pauserne. Dun eller fiber jakker er et godt bud, men en varm sweater kan også gøre det.

Skal du overnatte i telt er dette pausetøj noget af det vigtigste, og de mest kuldskære kan også have fordel i bukser i disse materialer.

Sokker – Ingen bomuld. Med uld eller syntetisk kan man let tørre sokker fra dag til dag, hvis de fx er blevet våde. På den måde behøver man langt færre antal par med. Overvej at medbringe et ekstra sæt til at sove i.

Handsker – Vores fingre er noget af det mest udsatte for kulde. Derfor er det godt både med et par tynde man kan arbejde med og et par varme til pauser. Luffer er ekstra gode da de holder fingrene samlet og fordeler varmen. Lag på lag princip med handsker er en rigtig god idé, så test om dine handsker kan bruges samtidig.

Huer – Hovedet er det sted vi mister mest varme fra, derfor er en god hue guld værd. Flere huer kan også være smart. En tynd til når der arbejdes og en tyk til man holder pauser. En buff kan også bruges som tynd hue.

Halsedisse/Buff – Ved stærk kulde og vind kan det være en fordel at kunne beskytte hals og ansigt. Med halsedisse eller buff kan man tildække og beskytte den nederste del af ansigtet samt kinder.

Gaiters/gamacher – I dyb sne kan gaiters forhindre at sne kommer i støvlerne og dermed give våde og kolde fødder. Dette kan også løses med bukser der kan spændes tæt omkring støvlerne.

Læs mere om beklædning på vores blog – ”Beklædning sat i system”

 

Spiseudstyr

Vandflaske – En god vandflaske på 0,75-1 liter. Evt. af mærket Nalgene der også kan tåle kogende vand. Så kan den også bruges ved snesmeltning og som varmedunk.

Termoflaske – At kunne holde vand varmt eller frostfrit over flere timer kan være en kæmpe fordel på tur. Derfor er en god termoflaske på 0,75-1 liter en stor hjælp, så du kan få noget varmt at drikke i pauserne og holde vand varmt undervejs i løbet af dagene. Min erfaring er at man som minimum bør have en på 0,75L for at den holder indholdet varmt i mere end 6 timer.

Spisegrej – Noget at spise af og med er essentielt. Men der er ingen grund til at slæbe for meget med. En ske og en lille skål er rigeligt, samt evt. en kop hvis termoflasken ikke har. Undgå metal da dette fryser på hænder, læber og tunge. Skal du overnatte i hytte kan du ofte spare dette væk, da DNT hytterne er udstyret med al service.

Brænder – Om vinteren vil jeg altid anbefale en multifuelbrænder. Rensebenzin brænder godt og rent, så din brænder kræver mindre vedligehold. Gas har dårlig effekt ved minusgrader selvom det er lettere at bruge. Gør dig kendt med din brænder inden turen, da en multifuelbrænder skal kæles for hver dag for at fungere godt. Det kan også være en fordel med en brænderplade af fx træ, så brænderen ikke smelter sig ned i sneen og ender med at vælte.

Skal du blot koge vand til din frysetørrede mad, skal du ikke tænke på rengøring, men skal du tilberede en lækker tre-retters på brænderen, så bør du huske lidt rengøringsmiddel til fedtet og en svamp til at skure.

Mad – Du skal selvfølgelig også have mad med. Dette er et blogindlæg i sig selv, og vi har lavet flere af dem. Men sørg for både at medbringe noget hurtigt optageligt som snacks i løbet af dagen, samt noget mere langsomt optageligt til aftenen som kroppen kan bruge i løbet af natten. Vær opmærksom på at vælge noget med mindst muligt vandindhold. Vand vejer meget, det er let at hydrere derude, og om vinteren fryser det, så man kan hurtigt flække en tand på en marsbar eller en gulerod!

 

Toiletsager

Toilettaske – I toilettasken bør være: desinfektionsgel, tandbørste, tandpasta, negleklipper, vabelplaster og kanyle, ørepropper (man ved aldrig hvem man kommer til at sove sammen med) + håndkøbsmedicin.

Sol- og fugtighedscreme – Solen kan være stærk og luften tør. Husk derfor begge dele og med fordel produkter der ikke indeholder vand, da dette kan fryse på huden og gøre det værre.

Shit-kit – En rulle toiletpapir med tilhørende desinfektionsgel til at vaske hænder, pakket i en lille pose så papiret ikke bliver fugtigt. Evt. også tændstikker så du kan brænde brugt toiletpapir af.

 

Sikkerhed

Det er ikke farligt at tage på tur om vinteren, men det er alligevel vigtigt at tage sig nogle forholdsregler, da kulden altid accelerer en dårlig situation.

Førstehjælp – Du bør som minimum medbringe sportstape og bandager til kraftige blødninger. Afhængigt af hvor lang tid du skal være væk og hvor langt fra hjælp du befinder dig, bør du medbringe et større eller mindre førstehjælpssæt. Tilføjelser kunne være plastre og brandsårscreme. Du bør også overvej at medbringe et rep. kit som er førstehjælp til alt dit udstyr.

Læs mere om førstehjælps- og shit-kit på vores blog – ”Rep-kit, Aid-kit & Shit-kit – 3 sæt jeg altid pakker til tur”

Vindsæk – En vindsæk er en stor pose lavet af samme materiale som et telt. Posen fylder ikke meget i sækken, men er guld værd til bare en frokostpause for at skabe læ, eller ved en ulykke. De fås i forskellige størrelser.

Sneskovl – Praktisk at medbringe så du kan lave en god siddeplads i pausen og en lækker lejr om aftenen hvis du sover i telt. Derudover er det nødvendigt hvis du farer vild eller vejret bliver så dårligt at du må søge ly – så kan du nemlig grave dig ned i sneen. En sonde og en snesav er også praktiske værktøjer hvis du skal på telttur.

 

Elektronik:

Pandelampe – Dagene er korte om vinteren og vi er vågne mange timer i mørket. Derfor er en god pandelampe en kæmpe hjælp til de mørke aftener og nætter. Selvom du er på hyttetur, og der er strøm eller stearinlys i hytterne, er pandelampen et must. Det kan være du den ene dag er forsinket og solen går ned inden du finder hytten. Derudover er det altid udendørs toiletter på fjeldet 😊

Mobiltelefon – Husk mobilen så du kan slå alarm og så du kan sende familie og venner et OK når du er tilbage til civilisationen. Vær opmærksom på at batteritiden er formindsket i kulden, så hold dine telefon varm ved fx at have den i en inderlommen tæt på kroppen.

GPS – Nogle synes det er sjovt og spændende at kunne følge med på GPS, og det er også en rigtig god backup til kort og kompas i fx whiteout.

Batterier – Hvis du medbringer elektronik, bør du også medbringe ekstra batterier, det kan fx være en powerbank. Alle batterier bliver hurtigere svage og brugte når det er koldt. Tag dem evt. med i soveposen.

 

Diverse:

Fodposer – Skal du overnatte i telt, kan det være en fordel at have fodposer med til at trække ud over støvlerne. Det giver ekstra varme og sørger for at der ikke kommer sne i støvlerne eller at de bliver fugtige. Du kan også bruge dem uden støvler og derved give dine fødder en tiltrængt pause.

Solbriller – Solen og refleksionen fra sneen kan være meget skarp, så glem ikke solbriller. Manglende beskyttelse til øjnene giver kraftig hovedpine og i værste tilfælde sneblindhed.

Skibriller – Ved kraftig vind er skibriller guld værd. Evt. i en stor størrelse så de dækker så meget af ansigtets udsatte områder som muligt.

Kortlomme – Det er smart at beskytte kortet, som er dit vigtigste værktøj.

Kompas – Du skal bruge det sammen med kortet, både for at være sikker på at kortet vender rigtig, men måske også til at sætte en kurs. Er det med spejl har dette også en praktisk funktion for dem der bruger kontaktlinser J

Tændstikker – eller ildstål. Hvis du har brænder med, skal du kunne antænde brændstoffet, og hvis du er i hytte, skal du tænde op i brændeovnen.

Kniv – eller multitool. Der er altid lidt der skal fikses på tur, så lidt værktøj skal du have med. En kniv er ofte nok, og så kan den også bruges til at smøre nutella ud på kiksen, fra DNT hytternes proviantrum!

Pakposer – Til sidst skal alt dit udstyr pakkes i tasken, og det er nemmest at finde igen hvis du har styr på det. Jeg er fan af pakposer i forskellige farver så du hurtigt og nemt kan finde hvad du leder efter. Det vigtigste udstyr som elektronik, mad og tøj bør pakkes vandtæt.

 

Valgfrit udstyr:

Der er yderligere nogle ting, som du kan overveje at tage med, det er dog ikke alle der vil synes følgende er nødvendigt.

Kamera – Undervejs på din tur kommer du helt sikkert til at få nogle fantastiske oplevelser og udsigter. Nogen har altid det helt store kameraudstyr med, andre bruger telefonen.

Notesblok – Plus noget at skrive med. Det er altid godt at have noget at notere på, når man er på tur. Det kan både være når turlederen forklarer og fortæller eller når man bare lader tanker flyve.

Kikkert – Det kan være, at du er så heldig at komme tæt på lidt dyreliv, eller blot skal se om du kan finde ruten på den anden side af dalen. Her kan en kikkert med fordel medbringes for at komme lidt tættere på.

Underholdning – Om aftenen efter en lang dag udendørs på ski er der ikke noget bedre end at sidde med en god bog eller spille kort.

 

Nu skulle du gerne være pakket og klar til tur. Hvis du stadig synes, at det er lidt uoverskueligt at pakke til en vintertur, eller du ikke ved hvor du skal starte – så er du selvfølgelig meget velkommen til at tage med os på tur, så skal vi nok hjælpe dig med at pakke og vælge det bedste udstyr til netop dig.

About Kristian Torp

Turleder, stifter og medindehaver
Kristian er en erfaren turleder og dygtig underviser med et fantastisk øje for gæstens kompetenceudvikling. I Nordisk Friluftskompani står Kristian bl.a. for produktudvikling, organisering af ture, salg og markedsføring. Du kommer især til at se ham på fjeldski, i packraft, på cykel og i vandresko.

Kommenter med Facebook