Få vores Guide til vinterfriluftsliv
Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev.
Tilmeld mig!

first-aid-kit

Rep-kit, Aid-kit & Shit-kit – 3 sæt jeg altid pakker til tur

Udgivet af

Her på bloggen har vi allerede skrevet en del om det at pakke udstyr til tur, og i dette blogopslag vil jeg gå i dybden med 3 af de punkter der altid er med på vores pakkelister, nemlig Rep-kit, Aid-kit & Shit-kit. Det er 3 vidt forskellige kit som bruges til lidt af hvert, så i denne blog vil jeg introducere hvert enkelt kit og give dig nogle eksempler på overvejelserne bag og hvordan du kan samle dit eget.

Reparations kit, Rep-kit, Fix-kit eller på godt gammeldags dansk – et reparationssæt. I bund og grund er det en samling af værktøj, materialer, stumper, dimser osv. som man kan forestille sig at have brug for hvis uheldet skulle være ude og noget af ens udstyr går i stykker på tur. Prioriteten er at kunne reparere og fikse dit udstyr så godt at du kan fortsætte på din tur.

Det er et kit man ofte kommer til at slæbe rundt på alverdens ture, hvor det aldrig kommer op af tasken. Men den dag teltet revner i stormen, dunjakken kommer for tæt på brænderen eller skibindingen knækker, kan et godt rep-kit gøre forskellen på om du og dine turkammerater bliver nød til at afbryde turen eller fortsætte efter et hurtigt fiks. Kort sagt har et godt rep-kit reddet mange ture gennem tidens løb.

Lav dit eget rep-kit. En god start når du skal lave dit rep-kit, er først at bestemme hvilket udstyr du skal medbringe på turen. Ud fra hvad du medbringer, kan du slavisk gennemgå hvert enkelt stykke udstyr og først overveje om du har haft skader på udstyret før eller om du kender til hyppige skader på dette specifikke udstyr. Dernæst skal du overveje hvad du skal bruge til at reparere eller holde det medbragte udstyr brugbart.

Bruger du fx et oppusteligt liggeunderlag skal du medbringe lappegrej, har du telt med er det godt med lapper i rip-stop til revner i teltdug og en rørstump til knækkede stænger. Dette er i begge tilfælde ofte rep udstyr som følger med udstyret når du køber det. Du har måske også en brænder som har et helt specifikt rep-kit eller reservedel, så sørg for at skaffe dette, hvis det ikke fulgte med udstyret. Tjek op på om du har det og hvis det ligger sammen med udstyret, vil jeg altid foreslå at du pakker det sammen til ét stort rep-kit. På den måde ved du altid hvor alt dit rep udstyr er, og du mindsker risikoen for at tabe eller miste det når du fx slår lejr. Derudover findes der forskellige materialer og rep udstyr der altid kan være godt at have med, fx gaffatape og snor kan man altid komme langt med, og lidt afhængigt af sæson findes der flere små stumper til fx ski, bindinger, solbriller etc.

Jeg ser altid mit rep-kit som noget der konstant ændrer sig. Jeg bliver klogere hver gang jeg tager på tur og så kan det være jeg har nogle hændelser undervejs der gør at jeg ændrer og tilføjer i rep-kittet til næste gang jeg skal afsted.

 

First Aid kit, Aid-kit eller førstehjælpssæt. Du er nok med på hvorfor det er vigtigt at have et personligt førstehjælpssæt med, men det er langt fra alle der har et, ved hvad det skal indeholde og hvordan indholdet skal bruge det.

Et godt førstehjælpssæt indeholder diverse remedier til at tage sig af mindre og mellemstore skader, som man kan komme ud for på en friluftstur. Hvis det drejer sig om større skader kan det værre utroligt svært at have et førstehjælpssæt der er omfangsrigt nok til at behandle disse, så ved et sådan tilfælde handler det langt mere om ens kompetencer til at stoppe ulykken og tilkalde den rette hjælp. Et førstehjælpssæt til friluftsliv må ikke ende med, at være en halv skadestue, da du skal have det rygsækken, og så bliver den tungere at bære og derved mere slidsomt og en større risiko for ulykker, og det kræver også at du ved hvordan du bruger udstyret hvis du har det med. Du bør hellere overveje hvilke risici der er forbundet med din aktivitet og det miljø du færdes i, og derefter analysere dig frem til hvilke ulykker du har en reel risiko for at komme ud for og hvor hurtigt du kan få hjælp udefra.

Det er vigtigt at du ved hvad dit førstehjælpssæt indeholder inden du tager afsted. Hvis du ikke ved hvad du kan behandle, kan der være tilfælde, hvor du undlader at tage dig af små skader som kan gøre din tur mere behagelig, og i værste tilfælde kan du spilde dyrebar tid i en krisesituation, hvis du først skal finde ud af om du har det rette udstyr til at yde førstehjælp. Derfor bør du altid holde styr på hvad du har i dit førstehjælpssæt inden du tager afsted.

Lav dit personlige førstehjælpssæt

Når du starter med at samle dit førstehjælpssæt skal du gøre op med dig selv hvad det skal kunne. Du skal tænke på om det er en tur i et befærdet område med en del trafik eller er du helt alene i ødemarken hvor der kan gå dage eller uger mellem du ser andre. I disse 2 tilfælde er det 2 vidt forskellige typer førstehjælpssæt du skal samle dig.

I dette eksempel vil jeg tage udgangspunkt i, at førstehjælpssættet skal bruges til småskader og mindre uheld i et område som Skandinavien, hvor du inden for 1 dags rejse kan finde mennesker der kan hjælpe dig yderlige, eller tilkalde hjælp som kan finde dig indenfor 24 timer. Dette vil jeg mene er hvad langt størstedelen af friluftsentusiasterne på vores breddegrader kan nøjes med. Det vil sige, at det skal kunne håndtere situationer hvor du skal stoppe ulykken, således at du kan fortsætte turen på egen hånd eller holde dig i live til hjælpen ankommer.

Ulykker og situationer man kunne forstille sig et førstehjælpssæt til friluftsliv skulle kunne håndtere ville fx være: slid skader og vabler, overbelastning af led, overfladiske skader, hudafskrabninger, forbrænding, solskoldning, mindre fald og knoglebrud.

For mig bør basis i et førstehjælpssæt kunne redde liv, dvs. en blodstoppende forbinding, gaffatape og et alutæppe. Derudover kan plastre gøre en stor forskel ved at gøre en tur mere behagelig og nogle sårrenseservietter sørge for at der ikke går betændelse i selv små sår og rifter. Vabelplaster og babypudder sammen med en pincet og en negleklipper kan også holde dig bedre gående på trods af fugtige fødder og mindre irritationer. Du kan også overveje om sårstrips eller sårlim kan være en god idé for at lukke dybe flænger ved fx faldskader eller hvis der er risiko for at få noget i hovedet eller skære sig. Til slut er solcreme næsten altid en god idé uanset årstid, da solen faktisk kan udvikle sig til et alvorligt problem. Smertestillende kan også være smart for at dæmpe små smerter og ubehag eller holde inflammationer nede for at kunne nå ud eller gennem turen for at søge hjælp eller aflastning.

Creme til brandsår, gummihandsker, antihistamin og meget andet kan også være værd at overveje hvis man er en større gruppe eller på turen udsættes for specifikke risici – men overvej kraftigt ikke at medbringe for meget ”hvad nu hvis” udstyr – gør dig hellere umage med at identificere mulige faremomenter og forsøg at minimere sandsynligheden for at disse udvikler sig til ulykker.

 

Til forskel fra de 2 førstnævnte kit, som du forhåbentligt aldrig får brug for på tur, så er shit-kittet helt sikkert noget du får brug for hver gang du er på tur i mere end én dag. Kort fortalt er dit shit-kit det du tager med dig når du på tur, går på toilettet. Det lyder måske rimeligt simpelt, at sætte et godt kit sammen der kan det, det skal kunne, men der er faktisk mange gode overvejelser man kan gøre sig, for ikke at tale om gode tips og tricks til udførelsen.

Shit-kit og hvordan du laver dit eget

Når man samler sit shit-kit er der specielt to ting man skal tage stilling til. For det første skal man tage stilling til hvordan ens holdning er til sporløs færden. Eller sagt på en anden måde – hvor mange spor vil man efterlade i naturen til andre turfolk der skulle komme forbi senere. Derudover skal man forholde sig til hygiejne både under og efter toiletbesøg. For at starte med sporløs færden, så plejer jeg altid at sige, at man skal efterlade naturen som man gerne selv vil finde den igen. Det vil sige at hvis du fx ikke synes, at det er det fedeste at støde på efterladenskaber/toiletter flere gange undervejs på din tur, skal du i hvert fald selv tage nogle forholdsregler for at mindske dit aftryk på naturen når du har været der. Om sommeren kunne det fx være ved at medbringe en lille skovl til at grave et toilet eller om vinteren at mindske omfanget af steder med toiletter ved at alle turdeltagere bruger samme toilet i lejren.

Derudover er der en problemstilling omkring toiletpapir. Nogen vælger helt at droppe toiletpapir for at mindske ens aftryk. Toiletpapir kan tage lang tid om at forgå og det hvide papir kan oftest syne meget tydeligt når det bare efterlades på jorden. Du kan undgå toiletpapiret ved at bruge naturen til at tørre dig med – det kunne fx være mos om sommeren og sne om vinteren.

Men ved denne metode kan det godt være en udfordring med hygiejnen, og derfor er der flere der bruger en mellemvej hvor de bruger toiletpapir for derefter at brænde det af. Dette er egentlig en rigtig fin idé, men husk altid at dette kan skabe farlige situationer om sommeren i meget tørre egne, så tænk dig om inden du brænder det hele af. Modsat om vinteren kan det være svært at brænde papiret af med både fugt og kulde, så grav et læhul og brug evt. noget af din håndsprit, for at hjælpe afbrændingen på vej.

De fleste i dag løser hygiejne problemet ved at bruge håndsprit til at desinficere efter toiletbesøg. Små flasker med håndsprit kan let findes på de fleste apoteker.

Shit-kittet er pakket tæt i en vandtæt pose, så papir og ild bliver holdt tørt turen igennem.

  • Toiletpapir – Ved at vælge en tynd form for toiletpapir mindsker man nedbrydningsprocessen i naturen markant så derfor prøver jeg altid at vælge en billig 2-lags produkt i stedet for det lækre Lambi papir.
  • Ild – Lighter og eller tændstikker – Til at brænde toiletpapir af med
  • Håndsprit – Lille flaske håndsprit fra apoteket

 

Desværre er der ikke et entydigt svar

Ligesom så meget andet udstyr du pakker til tur er der ikke bare én type kit der passer til alle ture uafhængigt af aktiviteter, vejrforhold, geografi, gruppestørrelse osv. Det vil sige at der ikke findes én sammensætning af kittet som du bare uden overvejelser hver gang kan smide i rygsækken og bruge om det er sommer eller vinter, vandring eller klatring. Alt afhængigt af forskellige varierende forhold må du hver gang grundigt overveje hvilke type rep-, aid- og shit-kit du skal slæbe med dig.

Meget kan gøres lettere og simplere ved at sætte det lidt i system. Nogle har et Excelark med de forskellige kit og hvad de skal indeholde i forhold til årstid og aktivitet, mens jeg personligt har flere forskellige forberedte og forpakkede rep- og aid-kit liggende, så når jeg om sommeren skal på vandet har ét specifikt til dette og når jeg om vinteren skal på ski har et andet. Derudover kan jeg supplere de enkelte kits hvis det er i større grupper eller længere ture hvor risikoen for at skulle bruge kittet er højere.

Færdigkøbte kits – køb og brug dem med omtanke

Når du shopper friluftsudstyr findes der også rigtig mange forskellige færdigsamlede kit. Det er sæt der er lige til at hive ned af butikkernes hylder, for så at tage med på tur. Desværre er jeg endnu ikke stødt på nogle kit, hverken reparations eller førstehjælp, der virker gennemarbejdet og tilstrækkelige til bare at erhverve sig før en tur.

Det er ikke fordi jeg mener, at producenterne gør et dårligt stykke arbejde når de sammensætter de forskellige kit, problemet er bare, som tidligere nævnt, at de meget variable forhold der kan være på de forskellige ture gør at der langt fra er to kits der bør være ens, for slet ikke at tale om fra person til person.

Betyder det så at man skal holde sig langt væk fra de forskellige færdiglavede kits fra udstyrs butikkernes hylder? Nej! – Ikke nødvendigvis. Et færdiglavet kit kan sagtens fungere som et godt udgangspunkt, for så at udbygge det med de stumper, dimser og remedier til lige præcis den tur du skal på og ud fra de erfaringer og færdigheder du har. På den måde kan du få gode og gennemarbejdede kits der faktisk virker når du har allermest brug for dem.

Det allerbedste råd jeg kan give dig til at samle et rigtigt godt kit, om det så er reparations kit eller førstehjælp, er at starte på det i god tid inden din tur. Når du derefter kommer hjem fra turen bør du revurdere om du havde det hele med eller om der skal tilføjes noget til din næste tur.

 

For mere inspiration til især dine toiletbesøg, så har Knut skrevet lidt om hvordan du kan ordne det på en måde som ikke skæmmer i naturen eller skræmmer de næste besøgende, læs det her.

About Adam Waarst

Turleder og stifter
Adam er en erfaren turleder og dygtig underviser, med øje for det sociale og de gruppedynamiske udfordringer i friluftslivet. I Nordisk Friluftskompani står Adam for produktudvikling, salg og markedsføring samt kundegrupper som skoler og grupper. Du kommer især til at se ham på fjeld- og telemarkski, med vandrestøvlerne på, i kano, på familieuger og med skoleklasser.

Kommenter med Facebook

One thought on “Rep-kit, Aid-kit & Shit-kit – 3 sæt jeg altid pakker til tur
  • Mette Arleth
    5/5

    Tak for fint blog-indlæg og for et nyt ord til mit ordforråd: shit-kit :-) Mit shitkit er altid færdigpakket og klar i en lille vandtæt pose med snorelås. Ud over papir og håndsprit indeholder det: vaskeservietter hundeposer engangshandsker vaskeservietterne, fordi håndsprit ikke altid er nok, og hvis man ikke er et sted med vand til at vaske hænder i, så er det fint at give nallerne en bedre rens efter…

Der er lukket for kommentarer